MC TOURING I USA

JEG TOG VEST PÅ.

Hvem har ikke lyst til at se verden? Jeg havde længe haft lyst til at se USA. I Touring nyt havde jeg læst Formand Steens Historie fra 1976, og da jeg kendte Steen fra træf så tænkte jeg at det kunne jeg nok også klare. Muligheden kom da jeg fik udbetalt erstatning fra en trafik ulykke, det var en bil der kørte ud over hajtænder på en hoved vej der høstede mig, men det er ikke en måde jeg kan anbefale at finansiere ture på. Som det første ville jeg høre om jeg overhovedet kunne få visum. Pas og ansøgning blev sendt til ambassaden i efteråret 1980, og jeg fik visum til et år. Så kunne jeg begynde på de andre ting. Jeg havde fast arbejde på Danfoss Viby.J, og jeg antog at en rundtur i Staterne til at skulle tage ca. 12 uger, dem fik jeg fri uden problemer. Fly billetten til New York fik jeg gennem Bennett Rejsebureau for kun 2840kr retur. Det var en budget fare billet 3 uger før afrejse ugen skal billetten være betalt og 10 dage før ugens start får man dato og tidspunkt for afrejsen. Jeg ville have min Yamaha XS 1100 med, det kunne ADAMS´s Transport Co. klare. Cyklen skulle være pakket i en træ kasse, så jeg måtte ud at finde noget billigt træ. Jeg købte billigt affalds træ ved en fabrik og transporterede det i min sidevogn til Franz Kroon’s værksted, hvor min 11’er var til vinter opbevaring, her havde jeg fået lov at pakke cyklen. Da Kroon ikke havde nogen kassevogn måtte jeg om til Amby som så ydede noget multi service, og cyklen blev afleveret den 30 jan 1981.

Pakning af 11éren hos Franz Kroon
Så var der kun at vente på afrejse datoen, det blev d.23 feb. kl.12,15. Jeg nåede lige at få Tumult Pias 30 års fødselsdag med, hun holdt den på dagen bare for at jeg kunne være med, sagde hun. Så kom dagen, det var en kold morgen med lidt snevejr og fygning, jeg sagde farvel til gimpen, og tog Hurtigruten til København. Det gav et sug i maven da SAS bussen kørte op foran Kastrup Lufthavn, jeg havde kun været ude at flyve en gang før, det var i en motores privat maskine, nu skulle jeg ud at flyve langt og med en Boeing 747 (Jumbo Jet). Der var problemer før starten, så vi kom først af sted kl.13. Da maskinen var kommet over skyerne, så vi ikke land igen før vi var over Boston. I John F. Kennedy Airport i New York havde de problemer med elektronikken, vi kunne ikke komme ned. Efter ca. 1 time forberedte kaptajnen os på at vi skulle lande i Washington DC og så flyve tilbage til J.F.K. senere. Men så fik vi landings tilladelse og kom vel ned. I Emigrations kontrollen kikker de nøje i pas og nogle store bøger. Jeg fik visa til 1 juni 81. Medens jeg stod i kø, kom jeg til at snakke med to fra Struer, vi blev enige om at splejse til en taxa til YMCA på Manhattan, det var en adresse jeg havde fået hjemme. Det kostede 27 $. Værelserne kostede 18 $ uden bad men med et dårligt TV, det syntes jeg var rigeligt, men jeg skulle jo kun være i N.Y. een eller to dage, til jeg havde fået samlet cyklen. Dagen efter tog jeg the subway til World Trade Center, og derfra Path Train til New Jersey City, hvor jeg skulle hente cyklen ved Wilson Container. Den var ikke kommet, og ville først komme om søndagen (satan og helvede).Det viste sig at cyklen først var sendt fra Danmark d 14 feb, 15 dage efter jeg havde afleveret den. Det kunne vi ikke gøre noget ved. Nu havde jeg så rigelig tid til at se på N.Y. , noget jeg havde planlagt at gøre når jeg skulle hjem, da temperaturen så ville være mere behagelig. Det første jeg gjorde var at finde et billigere Hotel, det kostede 13,50 $ med kost det vil sige kakerlakkerne var gratis, og støvsuger kendte de ikke til, men det var billigere. De næste dage så jeg FN bygningen, Empire State Building, Frihedsgudinden, der inden i ligner en gammel tysk bunker med beton og stålbjælker, og World Trade Center, der var højt ned over 400 m, elevatoren tager 68 sek. om de 110 etager og kører 20 mph. Udsigts platformen var lukket på grund af blæst, men der var vinduer hele vejen rundt. Man kunne også få stillet sulten og købe souvenirs til hele familien. I Empire State var der Guinnes Record museum, her så jeg en Kawa 900 med trailer på størrelse med en combicamp, den havde kørt jorden rundt på 79 dage. Oppe i toppen af bygningen snakkede jeg med to tyskere, de var taget rundt i staterne med Grey hound busser, det kostede 300 $ for en måned, så kunne de køre hvor hen de ville. Da det var Central Park der stod for tur var det solskin, parken var fuld af joggere, cyklister og hestevogne. der var en statue af H.C.Andersen og den grimme ælling. Parken har permanent børne karrusel og andre forlystelser, selv om solen skinnede var det koldt så efter runden gik jeg ned af Broadway til mit hotel.

Jeg boede i et hyggeligt kvarter
På min etage bor en mand fast, det er åbenbart meget normalt her ovre, han har både hund og kat på værelset og det lugter af pis der fra. Jeg fik efter mange forsøg tegnet en ansvars forsikring på 11’eren, det var svært fordi den var registreret i Danmark, jeg fik en transit forsikring den gælder i 30 dage og kostede 121 $ det er dyrt. Mandag morgen ringede jeg til container firmaet, skibet var i havn, men jeg skulle ringe om eftermiddagen og høre nærmere. Det gjorde jeg så, de havde desværre ikke fået kassen endnu. Nu var jeg ved at være træt af at gå rundt i en møg beskidt by. Jeg skulle ned til Daytona og se 200 mile Road Race. Race ugen var begyndt og den tid jeg dabbede rundt i N.Y. skulle jeg have brugt til at køre til Florida. Jeg var så træt af det at jeg begyndte at se efter andre transportmidler, men det var noget junk de havde. For at få tiden til at gå med noget fornuftigt tog jeg over til New Jersey for at finde pakhuset, jeg fandt det efter at have spurgt en betjent om vej. Det var bygget på pæle ud i Hudson floden og var som alt andet her ovre stort og møg beskidt, men folkene kunne ikke hjælpe mig. Tirsdag ringede jeg igen, og om eftermiddagen havde de fået kassen, jeg skulle være i pakhuset onsdag kl.9,30. Det var jeg så, kl.11 kom tolderen, og jeg kunne åbne for herlighederne. toldinspektionen gik let, han kikkede på indholdet i kassen, spurgte om jeg havde i sinde at sælge MC’en der ovre, det havde jeg naturligvis ikke, så var det ovre. Når jeg skulle tilbage skulle biken jo pakkes igen, og jeg fik lov at sætte kassen hen i et hjørne og det ganske gratis! Folkene i pakhuset var meget flinke de kikkede interesserede på, da jeg samlede cyklen og hjalp med at løfte den op på central støttebenet, så jeg kunne få forhjulet på. Der var en lille Italiener der var særlig flink han kom med blade med let påklædte damer som jeg skulle have at læse i på turen. Efter et par timer var jeg færdig, og jeg sagde på gensyn, lidt for tidligt måske for da jeg satte 11’eren i gear gik den ud, et skub ned af rampen gjorde underværker og jeg var på vej. I New York havde jeg været inde på Exxon kontoret og få gratis kort over USA de var nemmere at håndtere end Randy McNall kortbogen jeg havde købt ved Akademisk boghandel i Århus. Der skulle være 20 timers kørsel til Daytona og 70 timer på tværs af kontinentet, jeg tog Interstate 95 syd og nåede Baltimore, det var koldt og det begyndte at regne. efter at have kørt lidt rundt fandt jeg et motel til 22 $. Torsdag morgen var det regnvejr, som gik over i slud. Efter en tankning glemte jeg mine Barbur luffer på topboxen, shit man. Mine varme såler kunne jeg ikke så nemt miste og de var gode at have, men de blev snart til dyppekogere da det var regnvejr. det var pisse irriterende med betalings veje der går en masse tid med at finde penge frem, deres system er dårligere end Italienernes. Betalings vejene aftog dog jo længere jeg kom mod syd. Denne aften blev det Thunderbird Inn i North Carolina til 18,55 $ for et lækkert værelse med farve TV, udenfor var der palmer om svømmepølen. Fredag gik det så mod Daytona, jo nærmere jeg kom jo flere trailere og Van’s så jeg fyldt med MC’er, men der var også nogle få der kørte der ned. Jeg havde bestilt plads på Daytona Campground, efter at have spurgt på en Gas station fandt jeg den. De havde ikke set mit brev, men jeg fik en plads til 8,5 $ pr. nat, skide dyrt for mit lille telt.

Mit lille telt og 11éren med “ny” tank.
Om aftenen kørte jeg ind til byen og så forskellen mellem Isle Of Man og Daytona. Her er der masser af neonlys, biler og Harley’er. “This must be Harley heaven”. Denne ældgamle motorcykel ,der lyder så fedt, her er det nemlig ikke moderne at have dæmpning på udstødningen. Lange forgafler, små forlygter, fede bagdæk, crom, læder og store ølmaver, det var der nok af over alt.

De næste billeder er fra bike show

Lørdag ringede jeg til en klub kammerat, Flakse, han var fløjet her over uden MC og skulle fotografere til Motorbladet. Flakse havde været her før så han vidste hvad vi skulle se. Vi aftalte at mødes og gå til Bike Show på beach’en. Her fik man hurtigt brugt et par ruller film på de mange spændende cykler med lange gafler, Chevrolet V8 motorer Turboer, kompressorer og indsprøjtning. Mange af cyklerne bar præg af aldrig at have kørt, de er kunst genstande kun lavet til udstilling. Der var også en afdeling for touring cykler, en havde CB radio, radio og kassette spiller, fjernsyn og 4 spejle.

Da vi havde fået nok af dette show, tog vi til en forhandler udstilling, her kunne man købe Velorex sidevogne malet i metallic lak pænere end originalt men også dobbelt så dyre. Ellers tiltalte Honda’s kåbe med digital radio mig meget den skulle også komme med CB i. Lørdag aften så vi 250ccm Short track race. Det skulle nok have heddet Dirt track (dør træk ?) for vi blev godt beskidte af at se på det. Det var en halsbrækkende forestilling. Løbene køres på totaktere a’la crossere på en hård jordbane, det gik et hårnåle sving. Kenny Roberts udgik efter 2 omgange, han udgår altid når jeg skal se hans brillante kørsel. Freddie Spencer førte nu på Honda 4 takter, men kun i 12 omgange, så udgik han med rygende motor. Enden blev at Yamaha besatte de 10 første pladser, med Dale Singelton som vinder. Man kan overskue hele banen og følge placeringerne på en lystavle. Et nydeligt race hvor entreen kostede 15 $ og de var givet godt ud. Udenfor banen kom jeg i snak med en mand fra Texas, han sagde at jeg skulle besøge ham ,når jeg kom forbi og jeg fik hans visitkort. Når man snakker med nogen derovre ender det altid med at man giver hånd og præsentere sig. Næste dag besøgte jeg Six Gun Terrytory, en cowboy by med optrin og skyderi hvor Sheriffen altid vandt. På vej tilbage til Daytona syntes jeg at Yamahaen begyndte at snakke i ventilerne, jeg kørte ind til en Yamaha forhandler og de ville godt justere ventilerne når modellen var blevet kold. De næste par timer tilbragte jeg på en lille bar. Da de serverede for mig troede jeg glasset var møgbeskidt, det viste sig at være dug på det kølige glas. Da jeg hentede Yamahaen sagde mekanikeren at der ikke var noget særligt at justere ved ventilerne,han havde kun udskiftet en brik, men knastkæden havde været løs, nå men så var jeg da sikker på at det var i orden. Det kostede 17,52 $ så købte jeg også nogle varmere tændrør, da hastighederne jeg præstere her ovre ikke var så høje som hjemme, skulle de ikke sode til. Nu meldte sulten sig, normalt gik jeg ind på et spise hus og fik varm mad om aftenen, dette måltid blev specielt, da jeg kom i snak med en anden biker. Han var arbejdsløs og kørte rundt som han havde lyst, han skulle nemlig ikke møde op for at få understøttelsen udbetalt så han havde boet i Mexico hele vinteren. Han havde en BMW 750 den havde gået 135000 mile uden at være åbnet. Han var Amerikansk mester i BMW klubben, på 6 mdr. havde han kørt 50000 mile, men det er kørte km ikke luftlinie km. Han camperede også og sov for det meste bare i soveposen på en rasteplads. Da jeg fortalte om danskernes syn på vold og røveri i Amerika lo han bare, så galt var det ikke, han havde aldrig været udsat for noget. I aften ville han bare køre uden for byen og smide sig i posen.
Det var sjovt at møde ham.
Da jeg vågnede næste morgen var det gråvejr, efter en time besluttede jeg mig for at køre til Disney World der var ca. 130 km og på vejen der ned blev det solskin fra skyfri himmel, sikke de mennesker der var, tusindvis, og der var rigelig plads på parkerings pladsen, tog kørte rundt og hentede folk. det kostede 11,50 $ at komme ind, så fik man 10 billetter som man kunne prøve forlystelser for. Jeg tog et skib over til The Magic Kingdom. I piraternes hus sejlede man i en båd rundt med pirater på bredderne de jagtede kvinder og festede blandt deres røvede gods. Det var mekaniske dukker men de bevægede sig næsten som mennesker. Så gik jeg til Thunder Expressen. Det er en rutschebane bygget op i et cowboy landskab, og det gik drøn stærkt, den var også god. Et besøg i rummet kunne man også prøve, det er et elektronisk firma der har lavet en masse reklame for deres produkter, og til sidst skulle man så tilbage til jorden. det forregik i et rumskib, det er den bedste og hurtigste rutschebane tur jeg har prøvet, der var mørkt i rummet så man kunne ikke se hvad der skulle ske, skide godt. Så var jeg i 360 graders biograf med film fra hele verden også fra Amalienborg og strøget i København og sidst i Tivoli med deres garde, det var spændende og flot. Det var de bedste forlystelser, de andre er ikke værd at skrive om. Det skal nok lige nævnes at der foran hver forlystelse er en kø på 20-30 min. Klokken var ved at være 18 så jeg tog een skinne toget til udgangen. Medens jeg spiste frannere fra topboxen gik jeg rundt og så på MC’er der var blandt andet en englænder, nej ikke på engelsk mc men en Laverda 1000. Da jeg skulle sove troede jeg at jeg hørte syner, jeg kunne høre noget af en samtale og nogle af ordene lød danske. Næste morgen fik jeg forklaringen, det var to svenske knejter de var sejlet til London og var så fløjet med Laker til Miami, det var næsten samme pris som jeg havde givet. Nu havde de købt et gammelt dollargrin for 600 $ med forsikring, den brugte meget benzin og var lidt miserabel at se på, der var ingen bagrude i men den kunne køre. De havde sovet i bilen uden for byen men var blevet jaget væk af panserne, de ville videre i dag så jeg ønskede dem god tur inden jeg kørte ned på stranden. Lidt henne af stranden blev jeg stoppet af ham på BMW’en han var væltet aftenen før og havde smadret kåben, ham selv var der heldigvis ikke sket noget. Så smed jeg mig i sandet og slikkede sol, og så på livet på stranden, på biler og bikes, der var nemlig ikke så mange kællinger der var værd at se efter. Der var også en masse hellige, og de kom også og snakkede med mig men jeg står ikke lige og skal have skiftet trosretning, så det fik de ikke noget ud af. Penge er ikke alt, men nødvendige på sådan en tur, jeg kunne se at det ville komme til at knibe med dollaser hvis jeg skulle helt til Californien, derfor havde jeg skrevet til damen om ikke hun kunne få lavet et lille lån for mig, jeg ringede hjem og fik at vide at det var i orden, checken på 500 $ blev sendt til min gamle lege kammerat Bette Jan i Sacramento California. Kennedy Space Center havde jeg jo så tit set i fjerneren, nu ville jeg se det hele live. Der var alle raketterne lige fra de første små til den største måneraketten, og den nyeste Space Shuttel, hvis opsendelse var blevet udsat flere gange. Jeg købte en rundtur og fulgte blandt andet måne turen og fik protto typerne af kapslen at se, det var pengene værd. Nu mente jeg det var tid at komme videre, jeg pakkede teltet for sidste gang viste det sig, og vej 95 nord til Jacksonville og så 10’eren mod vest. Da jeg havde kørt ca. 500 km. begyndte jeg at se efter et Motel. Jeg prøvede et par stykker 24-25 $ og det var for meget syntes jeg. Så jeg kørte videre og jeg endte i Pensacola lige på grænsen af Alabama. På en tank fortalte de mig vejen til en vej fuld af moteller, her var der et til 11,95 + tax og det er en rimelig pris for et udmærket værelse. Det er en Motel kæde der hedder Motel 6, de kører med næsten ens priser over hele USA men de har flest Moteller på vestkysten. Jeg kunne godt se på priserne i restauranterne at jeg var kommet væk fra det store turist race ved Daytona, den aften fik jeg T-bone steek til 5,85 $ med det hele. Målet næste dag var New Orleans you know, where Jazz was born. Turen gik gennem Alabama, Mississipi til Louisiana den trettende stat på turen. Det blev en spændende tur hvor meget af kørslen forregik på broer over sumpe og på et tidspunkt kørte jeg ved siden af en speedbåd , det må være spændende at sejle i disse sumpe. Der var masser af campingpladser i New Orleans men de ville ikke have telte ind, det var jo bare ærgerligt, så jeg måtte på Motel jagt igen og af med 22 $. I tv så jeg at der skulle være parade i byen så jeg skyndte mig over i receptionen og spurgte om vej til Frensh Market, jeg fik et kort og fandt det ret let. Det var Italiensk Amerikanere der gik i optog, det drejede sig mest om piger fra 12 til 22 år der dansede til musikken, ikke helt uinteressant, bag efter kom åbne biler hvor “kendte mænd ” smed souvenir mønter i grams. I Jazz gaden Burbon Street var der fart på nærmest som i Århus i Festugen , det gik måske lidt vildere for sig indendøre der var masser af strip både mænd og kvinder og dørene blev holdt lidt åbne så man kunne være med på en kikker. Der var 3 Jazz værtshuse, og udenfor stod små negerdrenge og steppede til musikken og de var dygtige, ellers var det mest Cuntry & Western og gammel Rock der blev spillet. Næste dag tog jeg en busrundtur i byen vi så blandt andet forskellen mellem de rige og de fattiges gravsteder, som her er placeret oven på jorden, på grund af den høje grundvandstand ville kisterne stige op af jorden. Rigmands villaer så vi også, det må være rart at have en gartner til at ordne haven. Efter rundturen kørte jeg mod Texas for at besøge Floyd fra racet, jeg ringede til ham, der var ingen hjemme, det havde jeg slet ikke regnet med. Jeg kørte lidt videre og fandt en Cafe, fik en burger, og kikkede på de mange Truckkers der var her. De skulede lidt men sagde ikke noget. Da jeg havde spist ringede jeg igen til Floyd, nu var han hjemme og han ville hente mig. Han havde 4 hunde en kat og en kone. Der var pænt i huset, bortset fra hundehår i gulvtæppet. Han er 52 år gammel og kører Harley Electraglide. Lidt efter kunne jeg mærke at invitationen ikke galt overnatning. Men da vi havde snakket lidt og mine øjenlåg blev tunge, fik jeg alligevel tilbudt en seng for natten og den tog jeg imod. Jeg var tidlig oppe, jeg fik æg og bacon som blev indtaget medens vi så fjernsyn. Jeg startede af mod Dallas af småveje, jeg kørte blandt andet gennem Davey Crocket skoven, men jo nærmere jeg kom Dallas jo mere sparsom blev beplantningen. Dallas ligger ude på den flade prærie og sky skraberne kan ses 50 km. væk. Næste dag skulle jeg ind og se John F. Kennedy museet. Det ligger lige over for den bygning som man mener han blev skudt fra. Selv om jeg ikke var så gammel da han blev skudt, kan jeg stadig huske den dag. Bag efter skulle jeg finde Main Post Office for at hente post hjemme fra, det gik nemt. Det er nu helt specielt at sidde på gaden langt hjemme fra og læse breve fra dem der hjemme. Jeg fik også en adresse på en af min fars gamle kammerater Ejgil, han bor i Santa Rosa California så dem skal jeg også besøge. Bag efter var jeg på Burger Bar, da jeg kom ind med topboxen kom der nogle bemærkninger fra nogle nigger unger om hvad der mon kunne være i den, så jeg var lidt utryg ved dem. På vej hjem til Motellet var det blæst op og i fjerneren sagde de at det i vest Texas blæste så kraftigt at de kunne se sandstormen på radaren, men den passerede Dallas uden at gøre skade på mig eller 11’eren. Jeg fandt ikke den helt rigtige vej ud af Dallas, men så fik jeg da set en HD shop. Jeg tog nogle billeder men så kom der en og sagde at det måtte jeg ikke, jeg kunne blive arresteret for det ? Enden på det blev at jeg fik lov at tage de billeder jeg ville, men jeg skulle passe på i andre butikker ! Mærkelig mand, han skulle vist bare gøre sig interessant. Så var jeg on the road again. Da jeg blev sulten kørte jeg ind hvor der stod to mc’er i forvejen. De kom fra Californien og de havde CB om bord, jeg fik en snak med ejerne de kunne fortælle at der var 5 patruljevogne de næste 150 mile, og da jeg spurgte hvordan de måler hastigheden her ovre fik jeg at de har alt det jeg har hørt skulle komme til Danmark. De har radar pistoler som kun udsender stråler når de måler, i bilerne har de både radar foran og bag på en computer kan så regne offerets hastighed ud. Der begyndte at komme mange olie pumper, dem der står og nikker, og da jeg kom forbi et museum for sådanne pumper skulle jeg ind og se på. De havde også en gammel Jensen pumpe p på udstilling, det viste sig at et af verdens største olie lagre lå under Texas – New Mexico området. Der var også et meteor krater ved vejen, det blev nu brugt til ulovlig Cross kørsel. Det var nu blevet koldt fra 24 grader den ene dag til 10 den næste, så jeg kørte med alt tøjet på. Nu var jeg rigtig kommet ud på prærien, kvæget går i nogle mange kvadrat kilometer store indhegninger, noget slipper dog ud, det kan ses på vejbanen hvor der ind imellem ligger et kadaver. I Carlsbad New Mexico er der drypstens huler, dem kunne jeg godt tænke mig at se, men inden skulle jeg lige have morgenmad. Det fik jeg på et Cowboy Cafeteria her mødte jeg nogle Norske gutter der efter endt militær tjeneste, var taget til El Paso, havde lejet en bil og skulle nu ud at se midt vesten. Carlsbad Caves var meget flotte, ved indgangen fik man udleveret radioer, og fik så gennem dem besked om hvad man så i etaper. Turen var 5 km lang og endte 252 m under udgangspunktet, her var der Cafeteria hvor jeg spiste, bag efter tog jeg elevatoren op til P- pladsen. Så gik det mod El Paso, det blæste ad helvede til, op til 60 – 70 mile og støv og sand fyger over vejen når 11’eren skulle stilles, var det med betænkelighed og på central benet, det er enormt som sand og skidt flyver rundt. I en Yamaha foretning i El Paso sagde de at det var ingen ting det kunne være meget værre. Jeg krydsede Rio Grande og kom ind i Mexico uden problemer, der er to broer en hver vej, var der ikke problemer med at komme ind i Mexico så var der det til gengæld med at komme tilbage til USA. Kontrollen var grundig så der var lang kø imedens gik tiggere rundt blandt bilerne og de så virkelig fattige ud. Videre mod vest, jeg forstår godt Amerikanerne bruger store kåber, det er anstrengende at lunte afsted med 100 km/t når vind trykket er over 200 km/t . Det gik mod Arizona The Great Canyon State. Det blev en god dag med skyfri himmel og sol. På en tank hvor jeg spiste middag, fik jeg et kort over Arizona af en politiker, der skulle snart være valg og han var ude at hilse på pøbelen. På turen så jeg en reklame for Wild West ting, det måtte jeg se. Jeg købte et bælte med hylster til en cal. 44. Næste dag gik det mod Gran Canyon det var spændende om den var så storslået som rygtet sagde. Turen gik fra den flade ørken op i nogle flotte bjerge det højeste var 4000 m. det er meget sjovere at køre bjerge end den flade ørken med de lange lige stræk. Der lå sne i skyggen så det var en smule køligt, jeg så en rigtig Cowboy på vejen han var ude efter en kalv, det bliver nok den eneste på turen. Det blev lidt sent inden jeg nåede byen Grand Canyon, så jeg besluttede at vente med besøget til næste dag. I stedet så jeg lidt på forholdene og bestemte mig for at tage en helikopter tur ud over dalen, her i spring tiden var prisen 40 $ for en halv time. det blev en fantastisk tur, The Grand Canyon er stor flot og særpræget og stor, nu var det første gang jeg fløj i kopter så det gjorde det jo ikke ringere. Der blev fyret nogle film af, både på turen og også bagefter, ved kanten af dalen. Der kan bruges meget tid bare med at stå og glo, men jeg skulle jo videre. Det gik mod Hover Dam hvor Collorado floden bliver tæmmet og brugt til hydro power da der var en opsynsmand der brokkede sig over min parkering, gik det hurtigt videre mod Las Vegas. Da jeg kom oppe fra bjergene og var klædt på til det kunne jeg rigtig mærke solens magt her i lavlandet, det blev hedt. Jeg kikkede kort og fandt også det lokale Motel 6 de meldte alt optaget, jeg gik ind alligevel og fik et værelse, ellers er der nok at vælge i mellem af Ho og Moteller. Mad er der også nok af, mange hoteller lokker kunderne indenfor med mad til billige penge. Medens man spiller er der fri drinks, her har man ikke Rom på flasker næ her er det på store tanke ligesom Coken. Der er naturligvis serverings personale på, det er nogle flotte piger,og sikke ben de render rundt på, udsøgte varer. Solbad i marts er jo lækkert nok så jeg slappede af ved pølen næste dag, og besluttede at gå til The most nasty show in town, som der stod i reklamen. Det var nu ikke så frækt, fire damer med bare patter og en mand dansede, hende med de mindste patter måtte jo kunne noget, ellers havde de vel valgt en med der havde noget mere at vise frem. Hun var den bedste til at spjætte med benene. Der var også 3 sangere de kom på skift, den ene sang Cuntry & Western hvor teksterne var lavet sjofle. det var ikke noget særligt, men så havde jeg da prøvet det. Jeg havde jo købt en skede så jeg kørte en tur ud for at se på våbenhandlere, jeg fandt også en med en colt 44/40 i dårlig stand, den ville han have 300 $ for det var alt for meget. Så så jeg på pistoler der var mange jeg gerne ville have,men man skulle have boet i Nevada i 3 måneder for at få licens og købe en ny gøp. Da jeg var færdig med at kikke var klokken 11,30 og check out time var 12,00 så jeg kunne lige nå at pakke og komme videre. Vejret var meget blæset 50 – 60 mile. Da jeg kom ud på highwayen fandt jeg hurtigt ud af at det ikke gik. Jeg kunne ikke se noget for skidt, sigtbarheden var 4 – 5 m. Jeg kørte tilbage, fik stuepigen til at låse mig ind så jeg kunne få nøglen og komme over at betale for en nat mere. Så fik den med Casinoer igen. Næste dag var vejret bedre og det gik atter mod vest. jeg kørte mod Barstov derfra ville jeg tage # 58 vest, men jeg nå have overset skiltet,så jeg tog #395 nord og kom på rette vej. Sikke en vej den op i bjergene, hvor der var pisse koldt, jeg knurre frøs så 11’eren fik stram kabel så jeg kunne komme ned i varmen igen. Det var en kold men også flot tur, fra ørken op i bjergene med sne og grønne marker a’la Østrig, og så ned af bjerget til det frodige Californien. Jeg nåede til Fresno, herfra ringede jeg til Bette Jan, som jo boede i Californiens hovedstad Sacramento. jeg fik en køre vejledning, hvor efter det var nemt at finde Jan og Sandys hus. Men på vejen blev jeg standset af politiet, jeg havde kørt for hurtigt 72 mile og max var jo 55 mile. Nu var betjenten en flink fyr fortalte han mig, egentlig skulle jeg i spjældet, da jeg ikke havde fast adresse i staten og det ville koste 120 $ at komme ud + bøden på 45 $ men han fik Jans adresse og så fik vi en snak om hans udrustning. Bilen var en sneaker, det vil sige at blink lysene først blev klappet ud når offeret var fundet. Han havde en Pump Gun med hagl i bilen og en Smith og Wesson . 38 Special med hollov point bønner i. Det er faktisk dum dum kugler men de bliver i manden når de rammer, og han bliver liggende.

Min “ven”
Jan havde fået nyt navn, jan er et pige navn her så han var kommet til at hede John, han havde købt en fed bil, en Pontiac Firebird Trans AM med 450 hk. og den var noget anderledes at køre end min fars gamle opel 1700 fra 1964. I bilen kørte vi ind til det gamle Sacramento hvor det første fort er bevaret, det ligner dem fra Cowboy filmene, de har jo ikke så meget rigtig gammelt så de er meget stolte af de få ting de har. Vi kørte også til San Fransisco med de stejle gader, Golden Gate broen og Alcatraz Fængslet, her parkerede vi ved Fishermans Wharf og gik så og så på foretninger, men man skal passe på her der er mange svindlere, også i forretningerne er de til at prutte med, oh year byen er kendt for alle bøsserne. Jeg købte et bælte spænde med en 11’er på. Da vi kom tilbage til Sacramento gik vi på Vietnamesisk restaurant og fik mange retter, og det vi ikke spiste fik vi med hjem i en “hunde pose” så der var til et hurtigt måltid mere. Næste dag var mandag så john skulle på arbejde, Sandy syntes det var rart med selskab og hun forsøgte at skaffe mig en ny forsikring på mc’en da transit forsikringen var udløbet men det var svært. Om formiddagen så vi hvordan Ronald Reagan blev skudt, og det viste de igen og igen. Jeg forsøgte også at tage et kørekort, man måtte have 5 fejl ud af 36 spørgsmål, og jeg havde 7. Bagefter så jeg det var en bil test, så jeg besluttede at prøve igen næste dag. Jeg tog Sandy bag på og vi kørte til Motor kontoret. Jeg fik en ny test og denne gang mc test, som jeg bestod, så kørte jeg på en bane hvor jeg skulle bevise at jeg havde magt over motorcyklen. Den prøvesagkyndige lurede lidt da jeg stillede på 11’eren, og prøven foregik til tider med fuldt styr udslag. jeg fik en syns test ved skranken, og taget et billede, så fik jeg et midlertidigt kørekort og senere tilsendt det rigtige. Sandy gjorde et stort arbejde på at få en forsikring til mig og det lykkedes endelig 168 $ for et halvt år, for den mindste ansvars forsikring, senere skulle jeg så sige forsikringen op, og have penge for resten af tiden. Jeg fik også bestilt hjemrejse, efter noget besvær, der var ingen North West kontorer i byen, men Sandy blev bare ved at presse på så de til sidst ordnede det selv om det ikke var det samme selskab. Så var det tid at sige farvel, jeg takkede for opholdet og hjælp og kørte mod de store træer i nord Californien. Ved Clear Lake ringede jeg til Ejgil og Elinor i Santa Rosa. Jeg kunne huske Elinor fra et besøg i Danmark for længe siden, men de lød rare og jeg var den første hjemme fra der skulle besøge dem så det lød fint. Næste dag kørte jeg op til de store træer, og de var sgu store, jeg kørte igennem et på 11’eren det var enormt. Vejene var gode og snoede, så det var en lækker tur. Da jeg nåede til Santa Rosa ringede jeg og fik de sidste køre instrukser, det gik lidt i kage, men jeg fandt dog Ejgil. Det blev et dejligt besøg, jeg fik hilst på det meste af familien, og kom rundt og se de lokale seværdigheder. Ejgil er også motorcyklist, han har en Honda 350 F og en gammel Ducati. En af hans venner har 12 stående i garagen, og flere på sin farm. Ejgil lånte en Yamaha XT 500 og så kørte vi ud til Stillehavet og en lille havn i Bodega Bay, hvor fiske bådene skulle velsignes under en sejltur. Det var første gang jeg så Stillehavskysten, det er et mægtigt og kraftfuldt hav. Vi så ingen hvaler men det er ellers tiden hvor de trækker ned i den Mexicanske bugt for at føde. Efter nogle dejlige dage måtte jeg videre, første stop var San Fransisco og igen Fishermans Wharf. Jeg ville ud at prøve kabel sporvognene. Det kom jeg så, der skulle rykkes noget i håndtagene når der skulle skiftes kabel, det var en sjov tur men til sidst sprang kabelet og vi måtte gå det sidste stykke af turen. Highway 1 går langs kysten og den så spændende ud på kortet, jeg kørte ad den spændende tja’ men også kold. Solvang er en “Dansk by” som jeg gerne ville se, det blev en skuffelse, husene har fået bindingsværk klistret på beton væggene og det lignede ikke ret godt. Det eneste der var Dansk var en bager, for at teste personalet bestilte jeg på Dansk og de forstod det sgu’. Syd for Solvang ligger Los Angeles og Holly Wood, Universal Studierne har åbent så man kan få lidt indblik i filmens verden. Der blev vist dyre træning, stunts og specialeffects, det er et besøg værd. Fra Holly Wood gik det mod Death Walley det laveste punkt i USA, der er også varmt, 85 m under havoverfladen ligger så en lille pyt med noget udrikkeligt vand. For enden af dalen ligger så et Motel i araber stil som et fatamogana i ørkenen. Så kaldte Las Vegas igen og jeg tilbragte endnu et par dage i spillebyen. Efter et par dage kørte jeg så mod øst og Hower Dam. Dæmningen har rundtur ned til turbinerne og det er enorme kræfter der hentes ud af vand kraften, hver turbine udvikler 115000 hk og der er 16 af dem ialt kan de lave ca. 1.35 millioner kwh. Videre gik det i Albuquerque blev vejret så dårligt så jeg tog en ekstra overnatning. Turen gik på en højslette så det var ret koldt men afsted skulle jeg. I Oklahoma City var jeg inde at se verdens største udstyrs foretning for cowboys og der var alt til faget hørende. Ellers gik det mod Tenneesee, i Memphis ville jeg dvæle ved The King’s grav. Elvis’ palæ lå naturligvis på Elvis Presley Boulevard, have lågen var pyntet med guitar spillere, og over for kan man købe alt muligt crap med ham på. Graven ligger ved siden af hans far,mor,bedstemor og en søster der døde som lille. Mange havde blomster med som de lagde med tårer i øjnene.

Jeg var kun 2 meter fra The King.
Om aftenen var jeg inde i et supermarked, her snakkede jeg med en af komierne, han fik 3 $ i timen havde 14 dages ferie om året som han selv skulle spare op til, og lange udsigter til at gifte sig med hans girlfriend. Så gik det gennem Arkansa og Kentucky mod Indianapolis Indiana, jeg ville gerne køre en omgang på den berømte bane, det kom jeg også til, bare i bus. Banen har et fint museum med mange vinder biler og det er et besøg værd. Niagara Falls skulle også være seværdige, jeg kørte gennem Canada til faldene som er flottest fra den side. Jeg kunne stå i timer og se på is og vand masserne der fossede ud og det blev de ved med. Men her fra var det Danfoss i staten New York det galdt, vejen der ned var som i Tyskland, små bjerge og meget regn. Da jeg havde meldt min ankomst kom Dennis farende, han troede det var to venner fra Als der også var på tur i USA. Jeg fik en rundtur på fabrikken og hilst på direktøren. Dennis er emigreret til USA og reparerer VLT’ere som er en hastigheds styring til asynkronmotorer. Vi var ude at spise på restaurant, noget mange gør i middags pausen. New Jersey og pakhuset blev lige nået inden de lukkede for weekenden, her kunne mc’en stå sikkert inden den skulle pakkes. Jeg hilste på vennerne og aftalte at komme om mandagen for at samle kassen. Jeg fik også et lift til Path Train’et, og jeg tog et værelse på det samme nussede Hotel som sidst. Nu skulle der købes gaver til familien. Om natten havde jeg stået og snakket med nat portier da jeg var kommet op på værelset ringede han og sagde at han havde brev til mig, mystisk, hvem havde denne adresse på mig? Det var penge tilbage for transit forsikringen 100 $ som jeg brugte til en radar detektor. Mandag blev Yamahaen pakket og resten af tiden gik med at se på vinduer.